Det er egentlig ikke min intention at komme ad bagvejen, hvis man kan kalde et kvarters oprindelige indgang det. Kombinationen af infrastrukturens voldsomhed og min skrøbelighed på cykel gør, at jeg instinktivt svinger ned ad den lille vej, bagom.

Jeg genkender lågen. Den knirker i hængslet, da jeg presser mig igennem og giver ikke efter som tidligere. Umiddelbart ligner det sig selv, kvarteret - et sammensurium af tilfældighed, snusfornuft og påhitsomhed. Et gammelt tjæret skur huser sommerhalvårets hvide plastikstole, der står som afventende indbyggere bag ruden. Selvbyggerens livsdrøm er som et kompakt katalog over tidligere tiders udvalg i vinduer og døre. Græsrodens Casa Valhalla står tæt op af arkitektens enkle svar på et smalt hjem i to etager i samme metalliske materiale på tag og facade. De kigger ud mod det, der engang var en udsigt. Hjem i to etager der holder hinanden i hånden og danner en på alle måder ulige flok, der i al sin sammentømrede detaljerigdom udgør en helt særlig samlet facadefront.

Hvor rækken før dannede afgrænsning og kant mod grønningens tilfældige vildtvoksende landskab, står den nu som en flosset kant med kig og sprækker til det bagvedliggende kvarters mellemrum og mere eller mindre iscenesatte tilfældigheder. Hvor der før var horisont og grønt, er der nu genboer i 4 etager på den anden side af et smalt gaderum. En ukendt rumlighed dannes mellem det planlagte og det uplanlagte.

Der er, besynderlig nok, en behagelig atmosfære i det smalle gaderum. De nye boliglænger står ikke på snorlige rækker men tander frem og tilbage gennem strædets længe. Flere steder er der passager og kig ind til bagvedliggende gårdhaver. En tilbagetrækning bliver en bænk et sted og et indgangsparti et andet. Små tiltag der skaber variation visuelt og giver mulighed for at opdele det nære uderum med plads til liv, salvie og figner på potter. Forskydningerne ser ud til at være nøje afstemt efter den ulige rækkes proportioner og tilfældige takter. De små knæk og skrå forløb skaber nære samlingspladser i gadeforløbet mellem naboer og genboer, der giver gaderummet en velkendt stemning fra sydligere himmelstrøg. En ensartet belægning flyder ind mellem sprækker og nicher og binder gadens indbyggere sammen på langs og på tværs af rummet.

Særligt en Bygning optager mig. Placeret over for arkitekten og selvbyggeren tårner et smalt træhus i 4,5 etager sig op. Trods den mere end dobbelte højde virker den nye bygning ikke voldsom. Facadens bredde svarer til duoens overfor, men hvor de står helt tæt på række, opdeles facaden her i forskydninger i plan der svarer til genboernes facadebredder. Forsætningerne fortsætter opad - som om de oprindelige huse har efterladt deres aftryk. De 7-9 boliger tegner sig, som var de stablinger af unikke huse samlet i én form. Det er små greb, der gør det. Små næsten subtile spring der skaber en variation og nedskalering af bygningen. Nogle boliger spænder over 2 etager, enkelte breder sig over hele facadelængen. Andre er mindre enheder, der trækker sig tilbage som tomme hylder med bagvedliggende nærmest usynlige glasfacader. Enkelte har altaner, der er trukket ud som overgroede skuffer fremfor de påklistrede metervarer i stål og glas, byen ellers er fuld af. Vinduer og døre er enkle ofte med tilhørende skodder, der er med til at give facaden dybde og skala.

Anvendelsen af træets mange egenskaber skaber et varieret hus, der trods sin leg med mange udtryk formår at efterlade en samlet og velproportioneret bygning. Huset afsluttes med en parafrase over det eksisterende kvarters gavlmotiver. Selv dette fortærskede greb mestrer arkitekterne og lykkes med at give en særlig og formidlende håndsrækning til alt det, som stadig er under at falde i den banale gryde.

Jeg har fået lov at se en bolig på anden sal, der står tom. Opgangen er, helt uventet, af beton på gulve, vægge og lofter. Trappeløbet skærer sig, med sine irregulære løb, skævt ind i de massive vægge som et ortogonalt sneglehus. Et blødt lys siver ned gennem rummet og rammer de skæve vægge forskelligt. Den massive kerne bærer den store træreol af et hus omkring.

På anden sal mødes jeg af en dør i krydsfiner, der som det eneste materiale bryder rummets konsekvens. Jeg går ind i en lavloftet entré med et kvadratisk indrammet kig, der afslører, at boligen byder på andre rumhøjder. Entréen er som en æske af ubehandlet finér. Spor i træet afslører, at væggene gemmer på skabe og skuffer i forskellige størrelser fordelt fra gulv til loft. En låge er dør til badeværelse, der ser ud til at udspring fra trapperummets tyngde og står i blankpoleret beton på vægge og gulve.

Jeg bevæger mig videre i boligen og erfarer, at alle overflader er af træ. Et smalt men dobbelthøjt rum åbner. En enkel køkkendisk i træ putter sig op af entrékernen under hemsens kommandobro og tilhørende trappe. Udsigten mod vest indrammes af et stort glasparti med en vinduesopdeling, der ser ud til at tage et forfinet afsæt i selvbyggerens udtryk overfor. Partiet sender også en hilsen til Louis Kahns Fischer House. Rummet her er boligens hjerte. To alkoveværelser ligger til gården og gaden med direkte forbindelse til det dobbelthøje hovedrum. Små huller med indbyggede skabe og seng. Der er, hvad der skal være. Boligens ensartede materialitet forvirrer mig – jeg føler mig hjemme og taget hånd om men med en klaustrofobisk snert. Tiden vil vise, om husets indbyggere maler væggene eller forliger sig med at bo i en trææske inddelt i alverdens størrelser fra rumhøjder til opbevaring.

Jeg står igen på gaden og føler mig let. Jeg står overfor et byggeri i et gaderum af menneskelig skala. En skala som resten af den nybyggede by synes at have glemt. Det er lykkedes at skabe et slægtskab og en samhørighed mellem det planlagte og det uplanlagte. Et forbilledligt eksempel på hvordan en aflæsning af kontekstens iboende kvaliteter kan berige et byggeri, særliggøre det, forankre det ved at føje flere lag til byen og skabe relationer til det, som allerede er.